Årets tema: Helte i Norden

I 2018 inviteres børn, unge og voksne til at møde litteraturens helte, når Nordisk Litteraturuge arrangeres under temaet Helte i Norden. Det årlige tema for Nordisk Litteraturuge er et samlende omdrejningspunkt for alt fra de udvalgte højtlæsningsbøger, om med til at præge litteraturugens aktiviteter og arrangementer.

 

Et populært motiv i litteraturen

Helten er en tilbagevendende karakter i den nordiske litteratur og dens rolle har ændret sig i takt med samfundsudviklingen. Heltene har blandt andet spillet hovedrollen i fortællinger fra de klassiske islandske sagaer, som blev nedskrevet i 1200-1300-tallet, til nyere litteratur hvor helten og antihelten fortsætter med at præge rollegalleriet. Men hvem er egentlig disse heltene, og hvorfor fortsætter de med at fascinere de nordiske læsere? Dette er nogle af de interessante spørgsmål, som årets deltagere i Nordisk Litteraturuge får mulighed for at dykke ned i.

                               

Modig helt eller ussel skurk

Heltekarakteren i den nordiske litteratur er i høj grad præget af en spændende dobbelthed. For hvem kan være en helt, og hvad er det som afgør om en handling gør en person til en beundringsværdig helt eller en ussel skurk? I ordbogen står det beskrevet, at en helt er en person som bliver beundret for modige og ærefulde handlinger. I litteraturen findes der dog et større spektrum af helte og denne traditionelle beskrivelse bliver i høj grad udfordret af antihelten, som er en central litterær karakter i moderne litteratur.

 

Heltene i årets højtlæsningsbøger

Årets højtlæsningsbøger til Nordisk Litteraturuge genspejler alle temaet Helte i Norden, da vi i bøgerne møder forskellige karakterer, som træder ind i helterollen på en eller anden måde. I børnebogen Håndbog for superhelte skrevet af svenske Elias og Agnes Våhlund, møder vi Lisa som bliver mobbet af en drengebande på skolen. En dag hvor Lisa gemmer sig fra mobberne på biblioteket, opdager hun en mystisk bog, som forandrer alt. Denne bog sender nemlig Lisa på en rejse, hvor hun bliver den ustoppelige superhelt «Røde Maske». I ungdomsbogen De som ikke findes skrevet af norske Simon Stranger, møder vi Emilie, som befinder sig i en uventet situation, hvor hendes moral om hvad der er ret og galt bliver sat på prøve. For hvad er det rigtige at gøre, når en papirløs flygtning pludselig står og banker på ens dør? Romanen Islandske konger er skrevet af den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson og er en samling ellevilde historier om den fiktive Knudsen-slægt, som følges fra 1700-tallet og frem til i dag. I bogen udfordrer Einar Már den traditionelle heltekarakter og sætter i stedet tåberne i rollen som de islandske helte.